Politiet følger Banke-sagen

Sydøstjyllands Politi følger sagen om borgmester Thomas Banke tæt, og afventer byrådets møde i aften. Der er ikke indledt politimæssig efterforskning endnu.

Professor Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet, sagde søndag i TV SYD, at efter hans mening kan der være begået noget strafbart - selv om Thomas Banke har betalt pengene tilbage. Han kalder den unge borgmesters omgang med offentlige midler for mandatsvig - i stil med det, som Peter Brixtofte blev dømt for i Farum Kommune.

- Vi følger sagen og afventer, om der kommer nogen anmeldelse efter mødet i aften, siger kommunikationschef Ulla Caspersen, Sydøstjyllands Politi i Horsens. Det er jo en sag, der har været under opsejling i længere tid, og der har ikke været tale om akut indgriben.

Politiet behøver jo ikke vente på en anmeldelse, men kan selv tage sager op?

- Ja, men vi skal også have en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart, svarer kommunikationschefen, som også er uddannet jurist.

Fredericia Byråd vil overveje, om borgmesterens uretmæssige brug af bl.a. kommunens kreditkort skal anmeldes til politiet.

Jurister ser på bilag

Jurister ser netop nu på flere bilag, som Mads Lund fra Borgerlisten finder specielt suspekte. Det drejer sig om afregning af kørselsudgifter for en række møder, som Thomas Banke ikke har deltaget i.

Juristerne ser også på, at embedsmænd kan forpligtet til at anmelde den slags til politiet.