Politiet glæder sig over færre rapporter om fyrværkeri-transport

Sikkerheden ved fyrværkeri-transporterne omkring nytår var højere end tidligere set. Det vurderer politiet efter en række målrettede kontroller.

Der gælder helt særlige regler for transport af farligt gods som fyrværkeri. Tungvognscenter Syd hos Sydøstjyllands Politi gennemførte i december og i starten af januar målrettede kontroller mod ialt 55 fyrværkeritransporter.

Kontrollerne blev først rettet mod de transporter, der kørte fyrværkeriet ud til salgsstederne og siden mod de transporter, der vendte retur med det overskydende fyrværkeri til varelagrene.  

I 10 tilfælde blev der fundet forseelser, der førte til rapporter og sanktioner.

- Denne vinter var der mere styr på fyrværkeritransporterne, end vi har set ved tidligere kontroller. Særligt på lastsikringsområdet kan vi se en forbedring, vurderer vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Uden opsyn

I forbindelse med kontrollerne blev der også oprettet to sager på salgssteder, hvor der ikke var opsyn med åbentstående containere med fyrværkeri.

På det ene salgssted kunne patruljen fra Sydøstjyllands Politi køre direkte til to containere med fyrværkeri og opholde sig ved dem i 15 minutter. Herefter måtte de selv opsøge personale på salgsstedet. 
 

Disse fejl blev fundet:

  • Manglende afmærkning af køretøjer 
  • Mangelfuld lastsikring
  • Ildslukkere som havde mangler / ikke var kontrolleret som foreskrevet
  • Transportfirma uden tilknyttet sikkerhedsrådgiver
  • Forkert afmærkning af emballage (markeret som indeholdende en mindre farlig klasse)
  • Lastrum ej aflåst
  • Emballage ej lukket
  • Manglende EX-godkendelse af lastbil (godkendelse til transport af eksplosiver)
  • Beskadiget emballage med fare for beskadigelse af indhold (grundet dårlig pakning fra afsender)
  • Manglende transportdokument vedrørende farligt gods.  
  •