TV der bevæger dig

Politiet standser efterforskning mod hospitalsansat efter beskyldninger om seksuelt forhold

Politiet har stoppet efterforskningen mod en 54-årig social- og sundhedsassistent fra Regionspsykiatrien Horsens, der blev anklaget for at have haft et seksuelt forhold til en patient.

Regionspsykiatrien Horsens oplyser, at politiet har stoppet efterforskningen mod en 54-årig social- og sundhedsassistent.

Medarbejderen på Regionspsykiatrien Horsens blev for næsten tre uger siden beskyldt for at have haft et seksuelt forhold til en kvindelig patient, men politiet har nu standset efterforskningen. Politiet har nemlig ikke en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Dermed er medarbejderen altså ikke længere under anklage, og han kan derfor nu vende tilbage til sit arbejde, som han har været fritaget for, mens efterforskningen fandt sted.

- Der er ingen tvivl om, at det har været en svær periode for vores medarbejder og jeg håber, at vi kan bidrage til, at han vender godt tilbage på afdelingen, siger ledende overlæge Ane Azalea Gildberg på Regionspsykiatrien Horsens i en pressemeddelelse.

Det var afdelingsledelsen, som valgte at politianmelde medarbejderen, da de ønskede at få en uvildig vurdering af beskyldningerne, forklarer Ane Azalea Gildberg.

Mest sete på tvsyd.dk