Populær tv-serie ramt af corona - må holde pause i to uger

Femte afsnit af tv-serien GG Horsens sendes først i februar efter coronaudbrud.

Flere hundrede tusinde seere må kigge flere uger ud i fremtiden efter femte afsnit af den populære tv-serie, GG Horsens. På grund af coronasmitte på produktionsholdet er femte afsnit udskudt to uger og kommer først på skærmen den 6. februar. Det skulle oprindeligt være sendt den 23. januar.

- Nogle af folkene på produktionsholdet er ramt af corona, så derfor har vi været nødsaget til at holde to ugers pause, forklarer Betina Bendix, direktør på TV SYD.

Anden sæson af GG Horsens kom forrygende fra start med næsten 650.000 visninger af de første tre afsnit på YouTube.

- Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, fordi vi har momentum. Mange venter sikkert på nye afsnit, og hvis man er meget sulten, vil der være mulighed for at møde skuespillerne i nogle små videoer, som vores ungdomsredaktion Schwung lægger op på YouTube de næste to lørdage, siger hun.

GG Horsens

  • GG Horsens er en fiktionsserie. Som seriens navn indikerer, så bliver Horsens et omdrejningspunkt i serien, og derfor har Horsens Kommune også støttet produktionen økonomisk.
  • Det er TV SYD og TV2 Østjylland, der er gået sammen om serien. Afsnittene ryger også på YouTube.
  • Aarhusianske Wasabi Film producerer serien. 

Første sæson af GG Horsens har nu rundet tre millioner visninger, og sæson 2's stjernespækkede cast er godt på vej til at blive en endnu større succes med langt over en halv million visninger af de tre første afsnit.

Skuespillere som Jonas Schmidt, Miri-Ann Beuschell (den nye kvindelige hovedkarakter) og Christian Fuhlendorff har allerede nu fået over 300.000 visninger på første afsnit alene. Det blev lagt på YouTube den 25. december.