Punkteret lastbil pløjede tværs gennem autoværn

Uheld på motorvej E45 skabte fredag eftermiddag lange køer i begge retninger.

Motorvejen nord for Horsens er atter åben efter et uheld, hvor en lastbil fredag ved 13-tiden pløjede tværs gennem autoværnet og lagde sig på siden i den modsatte retning.

- Det var tilfældigheder, der gjorde, at ingen i det sydgående spor blev ramt, fortæller Steffen Wolf, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Efter at have været spærret i begge retninger, er motorvejen nu helt åben i det nordgående spor, mens et enkelt spor er farbar i sydgående retning, oplyser Sydøstjyllands Politi ved 16.30-tiden.

- Meget sent på aftenen lukkes hele sydgående spor igen, så vi kan få den havarerede lastbil fjernet, fortæller han.

Det skete fra 20-tiden fredag aften.

Det er formentlig et eksploderet dæk, der er skyld i, at lastbilen væltede.
Det er formentlig et eksploderet dæk, der er skyld i, at lastbilen væltede.
Foto: Øxenholt Foto

Ingen tilskadekomne

Lastbilchaufføren er uskadt, og ingen andre bilister er kommet til skade eller impliceret i uheldet.

Lastbilen var læsset med sand, der lå ud over kørebanen i det sydgående spor.

Uheldet skyldes formentlig et punkteret dæk, mens lastbilen var på vej i nordgående retning, oplyser politiet.

Endnu et uheld på alternativ rute

Som om uheldet på motorvejen ikke var nok, stødte to personbiler også sammen på den alternative rute ved Skanderborg.

På Horsensvej rute 170 lige syd for byen kørte de to biler sammen ved 16-tiden, hvilket gjorde det yderligere udfordrende at komme nord eller syd for uheldet på motorvejen.