Regn og blæst hjælper på alge-ramte søer

De seneste dages ustadige sommervejr har været gavnligt for vandkvaliteten i algeramte søer.

Horsens Kommune har i den seneste tid advaret mod badning i to søer i den nordvestlige del af kommunen, nemlig Ring Sø ved Brædstrup og Blidsø ved Addit Skov.

Der var i den meget varme periode i de sidste uger af juni sket en meget omfattende vækst af blågrønne alger i de to søer.

Nu har vejrskiftet i denne uge lettet på situationen, oplyser Simon Marsbøll, biolog i Natur og Miljø i Horsens Kommune.

- Skiltene med "Badning Frarådes" er nu fjernet ved Blidsø - og situationen er bedret ved Ring Sø, hvor vi dog stadig opretholder rådet om at undlade badning i søen, siger biolog Simon Marsbøll.

Det er blæsten de senere dage, der har "rørt rundt i suppen" og givet ilt til søerne, som stopper væksten af algerne.

Hudirritationer og udslæt

Problemet med de blågrønne alger er, at de danner giftstoffer, og derfor kan de i værste tilfælde give en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet. Det er dog yderst sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker. Algerne kan desuden give hudirritationer og udslæt.

De blågrønne alger ses oftere i søer, fordi vandet her indeholder mere næring. Algerne kommer oftest i perioden fra juni til oktober.

Rådene fra Horsens Kommune er klare i forhold til badning, hvor alger kan være et problem:

- Lad være med at bade i søen, så længe vi skilter med "Badning frarådes". Hold også din hund fra vandet. Vær altid opmærksom på vandet, uanset hvilket andet sted du gerne vil bade, siger Simon Marsbøll, biolog i Natur og Miljø i Horsens Kommune.