Rekord-søgning i Horsens

2.945 unge har søgt om at blive optaget på de 19 uddannelser på VIA Campus Horsens. Det er en fremgang på 504 ansøgere eller 21 procent - sammenlignet med 2013.

Nogle af de praktiske uddannelser har oplevet markante stigninger i antallet af ansøgninger. ICT Engineering er steget med 75 pct., Value Chain Management med 96 pct. og Bygningskonstruktør har fået 20 pct. flere ansøgere.

- Flere unge har fundet ud af, at de på VIA får en uddannelse, der sætter den faglige teori ind i en praktisk sammenhæng, siger direktør på VIA Campus Horsens, Konstantin Lassithiotakis. De studerende skal bl.a. i praktik, og de kommer til at arbejde tæt sammen med erhvervslivet om forskellige projekter uddannelsen igennem.

Også sygeplejerske- og pædagog-uddannelsen har flere ansøgere. Seks pct. flere vil være sygeplejerske i Horsens-afdelingen.

Direktøren glæder sig over, at antallet af ansøgere til uddannelserne på VIA Campus Horsens slår nye rekorder. Men rekorder forpligter, og uddannelserne skal være på forkant med udviklingen, så de kan imødekomme erhvervslivets ønsker:

- Vi skal sørge for, at vores studerende får de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Og vi ved, at der er brug for vækst i det private erhvervsliv. Den vækst skal vores studerende være med til at skabe i fremtiden, for de har evnerne til det, siger Konstantin Lassithiotakis.

VIA University College er en fusion mellem otte professionshøjskoler i Aarhus (2), Horsens, Herning, Holstebro, Silkeborg, Viborg og Randers.

VIA University College er med sine 17.000 studerende og 2100 medarbejdere den største af Danmarks i alt 7 professionshøjskoler.

University College er en anerkendt dansk og international betegnelse for institutioner, der udbyder uddannelser på professionsbachelorniveau.

I dag benyttes fællesbetegnelsen "University College" af langt de fleste danske professionshøjskoler. De to betegnelser "Professionshøjskole" og "University College" er synonyme, og begge benyttes i flæng.

Her kan du se oversigt over antal ansøgere til alle uddannelser.