Rigtige mænd poserede halvnøgne for husmødre

Fire hold fra Rigtige Mænd Sjakket var fredag aften halvnøgne foran husmødrene i Vestbirks Husmoderforening. De skulle være croquismodeller.

I sidste uge tog nogle af holdene fra Rigtige Mænd Sjakket imod en udfordring uden at vide, hvad de gik ind til. Det fandt de først ud af fredag aften.

De havde kun fået at vide, at de skulle have sorte underbukser på, så der blev gættet på mange forskellige udfordringer blandt deltagerne: Bungyjump, forhindringsbane, bygge tømmerflåder, poledancing, løb op ad bakke eller faldskærmsudspring.

quote

Det var ikke lige det, vi havde regnet med. Måske kommer vi til at se, hvordan vi rigtig ser ud, så det giver motivation til at komme i god form.

Kim Toft, Annalise’s Bar Aarhus, Rigtige Mænd Sjakket

Men de skulle i stedet være croquismodeller for Vestbirks Husmoderforening.

- Det var ikke lige det, vi havde regnet med. Måske kommer vi til at se, hvordan vi rigtig ser ud, så det giver motivation til at komme i god form, sagde Kim Toft fra holdet ”Annalise’s Bar” i Aarhus til TV SYD.

Husmoderforeningen i Vestbirk betragtede de 11 unge, halvt afklædte og modige mænd, mens de forsøgte at tegne dem.

- Det er lidt spændende, må jeg sige. Jeg er ikke vandt til at tegne, så det bliver noget sjovt noget. De har et gevaldigt humør, så det ikke til at lade være med at grine af, fortalte efterlønsmodtager Else-Marie Bonde.

Holdene fra Rigtige Mænd Sjakket træner allesammen op til at deltage i Rigtige Mænd Løbet den 24. maj.