Robotter overtager støvsugning

Robotter kan overtage støvsugningen i tusindvis af arbejdstimer på landets plejecentre.

Det fremgår af et forsøg med robotstøvsugere på ni plejecentre i fire kommuner, som blandt andet Horsens Kommune og Teknologisk Institut står bag.

Hvis alle landets plejecentre har robotstøvsugere i fællesarealerne, kan besparelsen komme op på 65 millioner kroner.

Resultatet af forsøget kan opgøres sådan:

  Tidsforbruget på støvsugning, fejning og tørmopning er reduceret med ca. 50 procent i fællesrum og ca. 57 procent i boliger.

  Særligt for fællesrum, hvor der støvsuges meget, har der vist sig en økonomisk gevinst.

  Hovedparten af medarbejderne mener, at støvsugerrobotterne har positiv effekt på arbejdsmiljøet.

  De ældre er overvejende tilfredse med støvsugningen.

- Robotstøvsugere er en rigtig fornuftig løsning. Kommunerne skal ikke bruge personale dér, hvor teknologien kan aflaste. Der er både en økonomisk gevinst, og samtidig ved vi, at vi i fremtiden vil få svært ved at skaffe medarbejdere nok. Vi vil følge udviklingen tæt og være åbne for nye initiativer, der kan sikre en god og effektiv pleje og omsorg, siger borgmester i Horsens Kommune og formand for KL, Jan Trøjborg.