Sag mod smuglermistænkt psykolog vokser betydeligt

Sydøstjyllands Politi har fredag præsenteret Retten i Horsens for nye sigtelser i sag mod psykolog.

Anklagemyndigheden har rejst nye sigtelser mod psykolog, der mistænkes for at smugle narko ind i Enner Mark Fængsel i Horsens.

Sigtelserne er blevet fremlagt på et retsmøde fredag, hvor en dommer har bestemt, at psykologen skal sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger, oplyser anklager Anders Koukoumis fra Sydøstjyllands Politi.

Der er rejst nye sigtelser om indsmugling og forsøg på indsmugling af sammenlagt 130 gram hash. Derudover er der rejst sigtelser for bedrageri, dokumentfalsk, modtagelse af bestikkelse og for stillingsmisbrug.

Manden var i forvejen sigtet for indsmugling af 10 gram kokain og 100 gram hash.

Bedrageriforholdet i sagen består i, at han over for sin arbejdsgiver har påstået, at han var autoriseret psykolog. En autoriseret psykolog har taget en videre uddannelse, der er godkendt af Psykolognævnet.

Netop Psykolognævnet spiller også en rolle i sagen. For manden har ifølge sigtelsen tilbagedateret en kvittering fra nævnet, så det fremstod, som om en indbetaling var foretaget tidligere.

Endelig er manden sigtet for bestikkelse ved at have modtaget penge fra indsatte i forbindelse med indsmuglingen, og i og med at han har gjort det i rollen som psykolog, er han også sigtet efter straffelovens bestemmelse om stillingsmisbrug.

De nærmere detaljer i sagen forbliver indtil videre skjult for offentligheden. Retten i Horsens har nemlig givet anklagemyndigheden medhold i, at sagen skal behandles for lukkede døre.

Det sker for at beskytte politiets videre efterforskning i sagen.

/ritzau/