Sejr i Lyngby sender Horsens på superligakurs

Horsens besejrer Lyngby med 2-1, og nedrykkerne har sat kursen mod Superligaen.

Drømmen om at vende tilbage til Superligaen i første hug ser mere og mere realistisk ud for AC Horsens.

Torsdag aften skabte Johnny Mølbys tropper på andenpladsen en afstand på seks point ned til Lyngby, da forstadskøbenhavnerne blev slået 2-1 på Lyngby Stadion i en livlig topkamp.

Det var Horsens' fjerde sejr i de seneste fem kampe, og nedrykkerne kan nu gå på juleferie i godt humør efter at have overvundet en noget tung periode, som holdet var havnet i midt på efteråret.

Selv om kampens betydning var kæmpestor, var der ingen tegn på henholdende taktik hos nogen af de to mandskaber, og alle kampens tre mål blev scoret, inden der var gået et kvarter.

Først sendte Stefan Kielstrup Horsens i front allerede efter fire minutter med et noget heldigt, afrettet skud, der fangede Lyngby-målmand Nicklas Højlund på det forkerte ben.

Hjemmeholdet slog dog straks tilbage, da kaptajn Mathias Tauber headede Dennis Cagaras præcise hjørnespark i nettet, og så var de to hold lige vidt.

Men publikum, blandt andre FCK-træner Ståle Solbakken, fik ikke lov til at slappe af i en hæsblæsende åbning.

På kampens flotteste detalje scorede Horsens-angriberen Jude Nworuh det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet, da han vendte sig og flugtede bolden i nettet, mens Tauber virkede en smule passiv i Lyngby-forsvaret.

Med sejren reducerede Horsens afstanden op til førende Hobro til tre point. Hobro har dog to kampe i baghånden.

Se stillingen i 1. division her