Slagteri-arbejdere i Horsens vil ikke trynes

Modsat deres kolleger på de øvrige Danish Crown-slagterier er slagteri-arbejderne i Horsens ikke umiddelbart klar til at lade sig tryne og acceptere en løn-nedgang.

Medarbejderne på Danish Crown har derfor endnu ikke givet tillidsmanden mandat til at forhandle videre med det udspil, som ledelsen kom med i denne uge. Dermed afviger Horsens fra de positive tilbagemeldinger, der er kommet fra de øvrige Danish Crown-slagterier.

Tillidsmand Lars Mose siger, at medarbejderne er kritiske, og at de skal have mere information, inden de stemmer om det endelige udspil

Det er klart efter ni informationsmøder på slagteriet i Horsens torsdag.

Ifølge det udspil, som Danish Crowns ledelse er kommet med, skal medarbejderne acceptere, at lønningerne fastfryses i fem år, og at de indefryser fem pct. af lønningerne i 10 år. Pengene placeres i et selskab, som kan låne penge ud til landmænd, der til gengæld skal garantere, at deres svin slagtes i Danmark.

En slagteriarbejder tjener i gennemsnit 400.000 kr. om året.