Slut med fondsmidler – to ungdomscentre er truet af lukning

Ungdomscentrene Headspace i Horsens og Esbjerg er nu lukningstruede, da pengene fra forskellige fonde er ved at slippe op.

I Horsens hjalp ungdomscenteret Headspace sidste år 720 unge, som har det svært. Centeret er et fristed, hvor unge mellem 12 og 25 år kan komme og få gratis og anonym rådgivning.

Men udsigterne for Headspace ser dystre ud. Centeret får støtte fra kommunen, men kommunen vil ikke skrue op for støtten eller overtage driften. Nu vender centeret sig derfor mod staten i håbet om at redde centeret og hjælpen til de unge.

quote

Det har været det bedste, der er sket i mit liv

Sofie Conrad

Frygten i Horsens er, at ungdomscentret må dreje nøglen om til nytår, hvis ikke Headspace kommer på finansloven eller får støtte fra fonde. 

Afgørende betydning for 18-årige Sofie Conrad

For Sofie Conrad fra Juelsminde på 18 år har Headspace haft en afgørende betydning for hendes liv. 

- Det har været det bedste, der er sket i mit liv. Man har fået den hjælp og støtte, man har brug for, og det er bare fantastisk, siger Sofie Conrad. Headspace har ifølge Sofie hjulpet hende til at blive en gladere pige.

- Jeg har altid været trist og skjult, hvordan jeg virkelig havde det, fordi jeg har haft det så svært derhjemme. Jeg havde det ikke særlig godt. Jeg havde egentlig lyst til at begå selvmord, og skade mig selv, det havde jeg også gjort og det hjælper headspace mig med at bearbejde, og det har hjulpet rigtig meget, jeg er frisk på livet nu, fortæller Sofie Conrad.

- Vi møder rigtig mange unge og det kan være alt lige fra kærestesorger, familieproblemer, selvmordstanker, omsorgssvigt, selvskadende adfærd. Vi møder utrolig mange forskellige unge og har en meget bred målgruppe, siger Anders Friche, centerleder ved Headspace. 

Se et længere interview med Sofie Conrad, der fortæller, hvad Headspace har gjort for hende. 

Borgmesteren går ind i kampen for de unge

Headspace på Kongensgade i Esbjerg kæmper også for centerets fremtid. Her er borgmester Johnny Søttrup (V) gået ind i kampen for at bevare ungdomscenteret.

Det er blandt andet sket ved at tale med Venstres socialordfører, Carl Holst (V). Sammen vil de arbejde for, at Headspace får del i de såkaldte Satspuljemidler. Regeringen bakker, ifølge Headspace, op om idéen. Men midlerne fordeles først endeligt i løbet af oktober og november.

Samtidig bliver der tænkt i alternative adresser til ungdomscentret - på en billigere adresse.

Tirsdag afleverede Headspace 15.000 underskrifter til socialminister Karen Ellemann (V). Håbet er, at regeringen vil sætte penge af til Headspace, der har afdelinger i ti danske byer.

Der er også en afdeling af Headspace i Billund. Læs mere og find din lokale afdeling på Headspace’ hjemmeside.