Sneen kom - men ikke så meget som varslet

Sneen faldt torsdag eftermiddag og aften mange steder - men ikke i de mængder, som meteorologerne havde varslet. Fredag morgen har politiet ingen meldinger om uheld som følge af hverken sne eller glat føre.

Sneen faldt torsdag eftermiddag og aften som forudset - men mange steder regnede sneen hurtigt væk. Der, hvor de hvide fnug blev liggende, nåede snelaget aldrig i nærheden af hverken 15 eller 20 centimeter, som varslerne talte om. 

Snevejret passerede landet i en mere nordgående bølge end forventet - og bevægede sig også hurtigt hen over Jylland.

Den våde sne gav glatte veje til eftermiddagens og aftenens trafikanter, der dog styrede gennem trafikken uden uheld.

- Vi har ingen opgaver haft som følge af vejret - hverken trafikuheld eller andre ting, så det har været en yderst rolig aften og nat, siger Klaus Baagøe, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, fredag morgen til TV SYD. 

Syd- og Sønderjyllands Politi, kommunerne i politikredsen og Beredskabsstyrelsen  var torsdag eftermiddag i  forhøjet beredskab - men aflyste det allerede omkring klokken 20. 

Omkring klokken 22 afvarslede DMI da også på landsplan det kraftige snevejr, der var forudset til at vare til klokken 06 fredag morgen.

Nattens frost har gjort veje og fortove glatte. På de større veje er der dog saltet - og motorvejene er helt rene og ryddede.

Ved 06-tiden ligger temperaturen lige omkring frysepunktet og vil formiddagens løb stige til plusgrader, så der venter en våd og sjappet fredag  - dog med solskin.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.