Socialdemokratiske kommune-spidser rykker i fængsel

Den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen har onsdag eftermiddag sat alle partiets borgmestre og kommunale gruppeformænd stævne i Fængslet i Horsens.

Det er kommunernes økonomiske udfordringer til velfærd og flygtninge, der er hovedpunkterne på det socialdemokratiske kommune-topmøde i Horsens.

- Den lokale velfærd er under pres. På grund af regeringens minusvækst forbereder kommunerne besparelser, der risikerer at ramme daginstitutioner, skoler og ældrepleje. Dertil kommer, at kommunerne skal løfte en historisk stor opgave med at tage imod titusindvis af flygtninge og familiesammenførte. Derfor samler vi vores borgmestre og gruppeformænd til en drøftelse af, hvordan vi bedst håndterer situationen. De har fingrene på pulsen lokalt, og det bør vi lytte til, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelse om baggrunden for mødet.