Stak fængselsbetjent i halsen med tandbørste - i dag falder dommen
En 26-årig mand risikerer at blive spærret inde på ubestemt tid, hvis Retten i Horsens i dag kender ham skyldig i forsøg på manddrab.
En fængselsbetjent fra Enner Mark Fængsel ved Horsens blev hårdt såret, da han på en vagt 18. februar blev stukket i halsen.
En indsat havde spidset en tandbørste, og den stak han i halsen på fængselsbetjenten.
Sagen begyndte i Retten i Horsens 30. august, og fredag skal et nævningeting samt tre dommere afgøre, hvorvidt den 26-årige tiltalte er skyldig.
Hvis retten mener, han er det, vil anklager Søs Bløcher fra Sydøstjyllands Politi have idømt ham forvaring. Det er en tidsubestemt foranstaltning, der kun bliver brugt i sager som personfarlig kriminalitet, drab og voldtægt.