Stort morgen-kaos på E45

Grise-lastbil kørte direkte ind i biler, der stod i nødsporet. Der var oprydning i flere timer.

På motorvej E45 nord for Horsens indtraf et voldsomt uheld lidt over fem torsdag morgen. En bil var havareret og parkeret i nødsporet i sydgående retning, hvor en værkstedsbil også var parkeret, mens mekanikeren arbejdede på den havarerede bil.

Et spor blokeret

Værkstedsbilen var afmærket med blinklys, men alligevel kørte en grise-lastbil direkte ind i den og skubbede den fremad, så også den havarerede bil blev ramt.
 
Ingen personer kom noget til, og der var ingen grise i lastbilen. Men den materielle skade var omfattende, og motorvejen blev spærret. Det ene spor blev ryddet, men ved otte-tiden var det inderste spor stadig blokeret, og det vil det være til omkring klokken 11, oplyser politiet.