Sygeplejersker går til kamp mod senge på gangen

Nu må det stoppe med patienter på gangene på en række afdelinger på Regionshospitalerne i Randers, Horsens og Aarhus, siger Else Kayser, der er formand for Dansk Sygeplejeråd i Region Midtjylland.

Hun skal i dag sammen med formanden for Yngre Læger i Regionen, Mikkel Seneca, mødes med regionsformand Bent Hansen.

Og hun vil kræve handling. Det fortæller DR Østjylland.

- Situationen på vores sygehuse på de medicinske og akutte afdelinger er alvorlig. Det er urimeligt, at patienter i 2013 skal tilbydes en seng på gangen, og hvor deres kontakt med omverdenen er et glas med en ske, så de kan slå på glasset for at blive hørt af personalet.

Og Else Kayser synes ikke, at politikerne lytter.

Ansvaret hos politikerne

- Jeg synes, at et af problemerne er, at vi ikke kan komme igennem lydmuren med vores argumenter. Der er lagt voldsomt stramme rammer ned over lederne på hospitalerne. De har skullet indfri store omstillingsbesparelser. Det er nødvendigt, at konsekvenserne bliver sendt tilbage til politikerne, sådan at de kan handle.

Sygeplejeformanden er ikke i tvivl om, at politikerne i regionen er nødt til at finde ekstra penge.

- Det bliver regionen nødt til at forholde sig til. Region Midtjylland har haft en mindreudgift i 2012 på 250 millioner kroner. De kunne måske bruges til at afhjælpe de her alvorlige problemer, sagde Else Kaiser.

Der er også store problemer på sygehusene i den vestlige del af Region Midtjylland.

En beredskabsinspektør i Holstebro Kommune har besøgt den medicinske afdeling på byens sygehus og vil politianmelde sygehuset på grund af senge på gangene.