Syv års fængsel for drabsforsøg

Ung mand fra Horsens dømt efter opgør mellem kriminelle.

Opgøret fandt sted i Tordenskjoldsgade i Horsens for et år siden. En ung mand tilstod i dag i retten i Horsens, at han affyrede en serie skud mod en bil med tre personer i, og det var drabsforsøg, stod der i anklageskriftet.

Straffen blev fastsat til fængsel i syv år og seks måneder, oplyser Horsens Folkeblad. En af mændene i bilen blev såret af skud i halsen og var en overgang i livsfare.

Den nu dømte blev anholdt nogle dage efter, og i grundlovsforhøret erkendte han at have affyret flere skud med en pistol. Politiet har anset skyderiet for at være led i et opgør mellem to kriminelle grupper i Horsens.