Takket være corona har Horsens fået en ny tradition - Julie glæder sig til at mærke festugens nerve

Da det meste blev aflyst i 2020, valgte Horsens kommune at vække en masse små festdage til live. Det er vokset til festugen, Horsens Holder, der havde premiere i år.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det gamle ordsprog kan bringes i spil, når det kommer til Horsens' splinternye festuge. Den så dagens lys i lille skala, da der var corona i 2020, og i år kan de slå dørene op til den helt store fest.

- Jeg glæder mig helt vildt, siger Julie Due Steffensen.

Croquis, musik, dans og kunst

Med over 80 punkter på programmet er festugen vokset en del siden 2020. Dengang skabte Horsens kommune festdagene under navnet Horsens Hideouts, da meget andet blev aflyst.

Julie Due Steffensen står for aktiviteterne på kultur- og spillestedet Platform K, og hun var også med for to år siden, da der var flere begrænsninger end begivenheder.

- I år er den helt store forskel, at corona er forduftet. I 2020 vidste vi, hvor mange der ville komme, så det er lidt spændende den her gang, siger hun.

Horsens Holder

Festugen startede som enkelte begivenheder i juni 2020 under navnet Horsens Hideouts, der betød, at det var små gemmesteder, der bød på oplevelser.

Horsens Holder er navnet på festugen, der er sprunget ud af Horsens Hideouts og i år har premiere.

Mere end 80 aktiviteter fordelt i hele kommunen inviterer stor som lille indenfor til og med søndag.

Festugens nerve

I andre byer er festugen allerede en etableret del af årets kulturprogram, og selvom kultur langt fra er nyt i Horsens, er det nyt med en festuge.

- Man kender jo festugen fra Aarhus, så jeg glæder mig til, at det her kan blive en tradition, og den kan få den der: 'Okay, dét er festugen i Horsens'. Hvad det så lige er, den nerve er, det håber jeg, vi er mange mennesker, der sammen kan finde ud af, siger Julie Due Steffensen.

Den nerve har de en weekend til at finde på kryds og tværs af kommunen og igennem de mange kreativite muligheder.

Et bredt samarbejde

Horsens Holder er startet af kommunen, men det er de lokale, der har fået det til at vokse.

- Det her, med at så mange forskellige mennesker kan arbejde på kryds og tværs, øger kun mulighederne for nogle unikke oplevelser. Vi står stærkere, når vi lige laver noget sammen, siger Julie Due Steffensen, eventansvarlig, Platform K.

Platform K arbejder blandt andet sammen med Horsens Bibliotek, som arbejder sammen med Horsens Kunstmuseum, som arbejder sammen med Yogastyrelsen, og listen kunne fortsætte.

Nu fortsætter musikken, dansen og smilene i hele kommunen.

- Jeg håber, Horsens er klar, og at Horsens Holder max, siger Julie Due Steffensen.

Der er alt fra litteratur-jam til croquis på Platform K.
Der er alt fra litteratur-jam til croquis på Platform K.