Taxabranchen i Horsens i oprør

Taxabranchen i Horsens Kommune er i oprør, fordi vognmændene risikerer at miste al offentlig kørsel.

Kommunen har lavet et lokalt udbud af specialkørsel, der blandt andet omfatter nogle former for skolekørsel og kørsel med svagelige ældre, der for eksempel skal til genoptræning eller læge.

Udbuddet stiller krav om, at der skal køres med små busser med plads til mellem otte og 14 passagerer.

Ingen af taxa-selskaberne i kommunen har busser. De kører med biler, der højst har plads til syv passagerer.

- Det her vil betyde, at antallet af taxaer i løbet af et par år skal reduceres fra 56 til 30, fordi der ikke bliver kørsel nok til dem alle, siger formanden for Horsens Taxa, Kjeld Petersen.

Vil smide nøglerne

Han opfordrer kommunen til at trække udbuddet tilbage, men det vil borgmester Peter Sørensen (S) ikke gå med til:

- Vores administration har beregnet, at det vil være billigst og mest effektivt at køre med minibusser, siger han.

Han opfordrer taxavognmændene til at gå sammen om et busselskab, der kan byde på kommunens kørsel.

- Det kan vi godt, men det løser ikke problemet med, at der ikke bliver arbejde nok til taxaerne, konstaterer Kjeld Petersen.

Han siger, at vognmændene efterhånden er så desperate, at de er parate til at parkere bilerne oppe foran rådhuset og smide nøglerne på borgmesterens bord.

Varde Kommune gik for nogle år siden den modsatte vej. Kommunen tog som Horsens den lokale, offentlige trafik tilbage fra det regionale busselskab, men taxavognmændene overtog arbejdet. Det gav betydelige besparelser og et mere smidigt kørsels-system.

Se også TV SYD Nyheder 19.30.