Teenager blandt de anholdte efter hjemmerøveri
Politiet kunne torsdag aften anholde tre personer i en sag om hjemmerøveri i Fredericia.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Blandt de tre anholdte er en 15-årig dreng med bopæl i Fredericia. Han fremstilles fredag klokken 13.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
Politiet modtog klokken 17.20 anmeldelsen om, at en 49-årig mand var blevet udsat for hjemmerøveri i sit hjem på Søndermarksvej i Fredericia. En time og 40 minutter senere havde man anholdt de tre personer.
De to øvrige anholdte i sagen er blevet løsladt, men de er dog fortsat sigtede i sagen.