Tidligere indsat: Juletiden var det værste ved fængselslivet

Savnet af familien var det værste ved at sidde bag tremmer, fortæller Sonny Rasmussen, som for en stund er tilbage i fængslet.

Sonny Rasmussen har prøvet lidt af hvert, men dydens smalle sti har sjældent været hans hjemmebane. I alt 13 år har han tilbragt bag tremmer, og især juletiden var en hård prøvelse i fængslet.

- Det værste var helt klart at mangle ungerne. At skulle sidde her helt alene og læse brevene hjemmefra uden at kunne være der. Det er et stort savn. Når døren blev lukket, så var det bare ned under dynen og forsøge at sove, så der var ikke meget jul over det, siger Sonny Rasmussen til TV SYD.

Han røg i fængsel for simpelt tyveri og stribevis af voldssager, men i år kan han holde jul uden for murene, og det er han glad for.

quote

Når døren blev lukket, så var det bare ned under dynen og forsøge at sove, så der var ikke meget jul over det.

Sonny Rasmussen, tidligere indsat

-  At kunne stå på den anden side nu, det betyder alt, siger Sonny Rasmussen.

Sonny Rasmussen er for en stund tilbage bag murene for at vise rundt på det gamle statsfængsel i Horsens som en del af fængslets juleudstilling, og selv om han ikke har gode minder fra fængselstiden, så sætter han pris på at være tilbage med et formål.

- Det er super fedt at få lov til. Jeg tror også, det betyder meget for gæsterne, at jeg kommer med en personlig historie - at de får de der små historier, som historikerne ikke kender. Det var ikke noget, jeg havde regnet med, så jeg ser på det som en stor chance, og kan jeg få fat i bare én rod, så er jeg glad, siger han.

Juletiden i fængslet var særligt hård, fortæller Sonny Rasmussen, der er tidligere indsat.