To togvogne koblet fra efter mistanke om brand

En række passagerer i et IC3-tog måtte fredag eftermiddag forlade deres pladser i toget, mens de befandt sig på Horsens Station, skriver tv2oj.dk

Ifølge DSB fik lokoføreren en melding om, at der kom røg fra toget. Lokoføreren valgte derfor at koble de to togsæt fra, hvor røgen var observeret.

Passagererne bagerst i toget fik besked på at forlade deres vogne, hvorefter de straks tog plads i en af de øvrige vogne. Derefter forsatte toget med kurs mod København.

Uheldet skete kort efter kl. 15. Det viste sig, at fejlen var opstået i en aksel, som var varm. Togsættene blev derefter kørt til et værksted, hvor de vil blive undersøgt nærmere og eventuelt repareret.

Toget fortsatte efter uheldet en smule forsinket sin tur mod København.

- Passagererne måtte sidde lidt tæt i starten. I Fredericia blev der koblet ekstra togsæt på. Dermed var der igen bedre plads til passagererne, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov til tv2oj.dk.