En dræbt og to svært kvæstet efter trafikulykke nær Horsens

En mand er afgået ved døden og to er i kritisk tilstand efter ulykke på Vestvejen ved Horsens fredag morgen.

En mand er afgået ved døden, efter et trafikuheld på Vestvejen ved Eriknauer vest for Horsens tidligt fredag morgen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ifølge vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Torben Wind, er den omkomne mand udenlandsk. Men da de pårørerende endnu ikke er underettet, vil politiet ikke komme nærmere ind på mandens nationalitet.

Ulykken skete i forbindelse med en overhaling, og meldingen om ulykken kom klokken 06.12.

I den ene bil befandt sig tre personer, mens der var en i den anden.

Den dræbte sad i bilen med tre personer. Heraf er den ene stadig i kritisk tilstand, mens den anden er kommet lettere til skade. Personen i den modkørende bil er i kritisk tilstand, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Efter ulykken blev de tilskadekomne med helikopter og ambulance bragt til henholdsvis Skejby og sygehuset i Horsens.

Politiet afventer nu erklæringen fra bilinspektøren for at blive klogere på, hvordan ulykken kunne ske.