Trøjborg advarer

Landets kommuner opfordrer til omfattende reformer. Alternativet er massive fyringer og nedskæringer.

Har vi råd til for eksempel at betale højtlønnede fleksjobbere et offentligt tilskud på 300.000 kr. om året, så de samlet får en indtægt på 600.000-700.000 kr., selvom de kun arbejder 15 timer om ugen?

Nej, lyder det fra formanden for Kommunernes Landsforening (KL), borgmester Jan Trøjborg (S), der opfordrer politikerne til hurtigst muligt at gennemføre reformer, der får flyttet danskere væk fra overførselsindkomst og ud på arbejdsmarkedet.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

- Hvis vi ikke får flere væk fra de passive ydelser, skal vi til at fyre tusindvis af medarbejdere, der gør et godt stykke arbejde i børnehaver, på skoler og i hjemmehjælpen, siger Jan Trøjborg.
 Han ønsker samtidig et opgør med blandt andet arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, hvis de vægrer sig ved at tage job. Ifølge KL skal man tage det arbejde, man kan få.

- Man har ikke ret til at være kræsen, for det undergraver hele understøttelsessystemet. Jeg er tilhænger af pligt og rettigheder, men i den rækkefølge, siger Jan Trøjborg.

Ifølge KL bør politikerne overveje følgende: Nedskæring af fleksjob-ordningen, SU-lån i stedet for SU-støtte på kandidatuddannelsen, afskaffe permanent førtidspension til unge og lavere satsregulering til pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Formanden for Velfærdskommissionen, økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet, kalder KL's udspil for "spot on".
 - Det sætter lige præcis fingeren på de centrale problemer i økonomien og anviser konstruktive løsningsforslag, siger han til Jyllands-Posten.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen mener også, at der er behov for handling.

- Vi står med uacceptabelt store underskud i en meget lang periode. Politikerne kan enten vælge imellem at hæve skatter og afgifter, skære i den offentlige sektor eller gennemføre reformer i stil med dem, som kommunerne nu efterlyser, siger han