Trøjborg nød stor respekt

Den afdøde Jan Trøjborg nød "meget stor respekt" blandt kommunalpolitikere, siger Venstremanden Erik Fabrin.

Danmarks 98 kommuner har mistet deres respekterede og hårdtslående førstemand.

Sådan lyder reaktionen på Jan Trøjborgs pludselige død fra Kommuners Landsforening (KL), hvor den socialdemokratiske toppolitiker har været formand de seneste to år.
- Det er et stort tab for dansk politik, at Jan Trøjborg er død, lyder det fra Erik Fabrin (V), som er næstformand i KL og borgmester i Rudersdal Kommune.

- Han varetog på fornemste vis opgaven som kommunernes førstemand med stor troværdighed og gennemslagskraft i offentligheden, tilføjer Fabrin, som i 2010 måtte afgive posten som kommunernes førstemand til netop Trøjborg.

Venstremanden siger, at Trøjborg "nød meget stor respekt blandt kommunalpolitikere for sit engagement, sin indsigt og sin fairness".

Jan Trøjborg fik søndag et hjertetilfælde under et motionscykelløb, som blev arrangeret i anledning af Giro d'Italia-starten i Horsens mandag.
Den administrerende direktør i KL, Kristian Wendelboe, begræder også tabet af Trøjborg.

- Jan Trøjborg var en stor og markant politiker, ikke mindst som formand for KL, hvor han varetog kommunernes interesser, så det gav genlyd og respekt, siger Wendelboe.

- Det er mere end 30 års engagement i at udvikle det danske samfund, der nu har fået en alt for pludselig afslutning, tilføjer direktøren.

Jan Trøjborg blev valgt som borgmester i Horsens Kommune i 2005 og har været formand for KL siden 2010. Han efterlader sig fire børn og samlever Lone Blume.