Ugens vejr bliver lunt og koldt og med lidt sne på valgaftenen

Ugen byder på to-cifrede varmegrader, men også med mulighed for at se en lille smule sne, forudser DMI.

Den kommende uge byder på nogle særdeles lune dage - men der bliver også dage med regn, slud og måske endda sne. 

Sådan lyder mandag morgen den noget blandede forudsigelse fra Henning Gisselø, der er vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Mandag bliver med byger og ikke ret meget sol. Til gengæld kommer der sol og ikke ret mange byger mod nord og øst. Så det er lidt ulige fordelt, siger Henning Gisselø til Ritzau.

Arbejdsugen begynder med glat føre mange steder på grund af rim og vand, som fryser til is på grund af kolde vejbaner, lyder det fra DMI.

Tirsdag, hvor der afholdes valg til kommuner og regioner, starter ganske pænt, men der begynder så at trække lidt flere skyer ind fra sydvest, hvilket også betyder et omslag i vejret. Koldest vil det være sent tirsdag aften.

Først kan der komme lidt slud eller endda sne, og det går så over i regn. Og så stiger temperaturen faktisk temmelig meget. Onsdag bliver lun med 9-12 grader. Der kommer virkelig meget varme op til landet i starten af onsdag, lyder det fra DMI.

Også torsdag bliver ganske varm med to-cifrede grader, inden der igen kommer byger, blæst og koldere temperaturer fredag.