Utilfredsstillende resultat i AC Horsens

Omsætningen blev næsten halveret, og AC Horsens kom ud af sidste regnskabsår med et minus på 8,4 mio. kr. Det kaldes utilfredsstillende i en fondsbørsmeddelelse.

Hvis oprykningen til superligaen glipper, varsler bestyrelsesformand Ole Simonsen, at klubben må omstrukturere og fyre folk. '

- AC Horsens har i 2013 oplevet en sportslig nedtur med nedrykning fra Superligaen og efterfølgende halvår i Nordic Bet Ligaen, hedder det i årsrapporten. Dog er der stor tillid til, at vi nu har fundet det niveau, spillemæssigt og omkostningsmæssigt, der kræves for at fastholde positionen som fremtidigt Superligahold.

- Årets samlede omsætning blev på 35,3 mio. kr. mod 59,1 mio. kr. i 2012. Omsætnings-nedgangen skyldes primært faldende TV-indtægter grundet placering og nedrykning i foråret 2013 samt faldende sponsorindtægter, matchdayindtægter samt det faktum, at omsætningen i 2012 bar præg af sportslig succes i såvel turnering, pokal samt Europa League-deltagelse. Den samlede omsætning står dog ikke mål med omsætningsforventningen for 2013, noteres det.

Ledelsen tror stadig på oprykning. Sportsligt lægges også stor vægt på talentudviklingen.

- Den sportslige målsætning er ligeledes en fortsat udvikling af trænere og ungdomsspillere i konceptet "Den Gule Tråd".

Dette sker i tæt samarbejde med AC Horsens' 24 samarbejdsklubber i regionen; et koncept som er unikt i dansk fodbold, da det tager udgangspunkt i udvikling af trænere og spillere fra U5 til og med U19, hedder det i årsrapoporten.

AC Horsens holder generalforsamling i begyndelsen af april.