Våd sommer gavner biblioteker

Den våde sommer har fået folk til at strømme til bibliotekerne. I Horsens er udlånet steget med 16 pct.

 Og biblioteket har noteret, at 580 nye lånere har brugt muligheden for at finde læsestof eller computerspil.

- Nogle af familierne har tilsyneladende ikke vidst, at det også var muligt at låne computerspil og CD?er. På den måde har den dårlige sommer været en øjenåbner for, hvad vi kan tilbyde, siger bibliotekschef Lisbeth Christensen. Og det har været en fornøjelse at være vidne til folks positive forundring over bibliotekets mange tilbud.

Udlånet I Horsens er steget med 16 pct. i forhold til forrige sommer.
 
- Det er svært at udpege den helt konkrete årsag til stigningen, men lidt af forklaringen ligger nok i den våde sommer. Samtidig mærkes finanskrisen fortsat. Forstået på den måde, at folk kan have en tendens til at skifte dyre forlystelser ud med besøg på biblioteket, fortæller bibliotekschef Lisbeth Christensen.