Vandet på lille ø kan igen drikkes

I godt tre uger har drikkevandet på øen Endelave været udrikkeligt, da kimtallet var for højt. Derfor blev beboerne opfordret til at koge vandet, men dette er ikke længere nødvendigt.

Beboerne på den lille ø Endelave i Horsens Fjord kan nu drikke vandet fra hanen igen uden at skulle koge det først.

Det oplyser Samn Forsyning i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at kimtallet, som er et tal over indholdet af vand med naturligt forekommende jord- og vandbakterier, er faldet ned til et normalt niveau igen, efter en analyse viste, at tallet var for højt den 27. december 2021.

Det fik Styrelsen for Patientsikkerhed og Horsens Kommune til at anbefale, at øens beboerne skulle koge vandet før indtagelse.

Det er ikke længere nødvendigt, eftersom en række kontrolprøver har slået fast, at vandet er rent igen.

- Jeg beklager meget de gener, som kogeanbefalingen har medført, og jeg er glad for, at vi nu kan ophæve anbefalingen, siger Ole Texel, der er direktør ved Samn Forsyning i pressemeddelelsen.

Årsagen bag det høje kimtal skal findes ved anlægget omkring den boring, der i sommeren 2021 blev renoveret, skriver forsyningsselskabet i sin pressemeddelelse.

Under julen blev en råvandledning, der havde stået ubenyttet hen i løbet af efteråret, taget i brug, og her mener forsyningsselskabet, at den naturlige biofilm i råvandsledningen har revet sig løs og skabt problemet.