Verdens største solcelletag placeres på nybyggeri nær jysk provinsby
Elproduktionen fra det solcelleanlæg, der om få måneder monteres på DSV's nye logistikcenter ved Horsens, vil være verdens største.
Det skriver SolarFuture, som leverer solcellerne til logicenteret, i en pressemeddelelse.
DSV's (De Sammensluttede Vognmænds) nye logistikcenter er opført ved byen Lund nær Horsens.
Selve bygningerne står netop færdigbyggede, og det er på det 300.000 kvadratmeter store tag at solcellerne skal sidde.
Solcelleanlægget kan producere 35 MegaWatt, og forventes at stå klar til at producere strøm til oktober i år.
Elproduktionen vil ifølge SolarFuture overgå de største eksisterende installationer i verden.
Den årlige produktion af grøn strøm fra logistiktaget forventes at kunne dække husstandsforbruget for ca. 7.300 husstande - eller 6 procent af det samlede strømforbrug i Horsens Kommune.
Desuden vil anlægget spare DSV for mere end 5.300 ton Co2-udledning per år.
- Jeg er utrolig stolt over, at det sker her i Horsens Kommune. Det er anlæg som det her, der kommer til at bidrage til vores grønne omstilling, siger borgmester Peter Sørensen, (S).