Endelig! Efter to sæsoner med aflysninger grundet corona og forsamlingsforbud kunne festivalen Wall of Sound fredag endelig skyde festivalsæsonen i gang.
Allerede fra klokken 14 kunne det festglade publikum tage hul på en weekend fyldt med musik, sang og øl i gode venners lag.
Vennerne Hector Westphal og Simon Nordfjord var til Wall of Sound, da det blev afholdt i 2019, men nu er de igen tilbage på pladsen, og dét er noget, de begge har glædet sig til.
- Det bliver så fedt bare at hygge os, fyre den af og høre nogle fede, nye artister på scenen, siger Hector Westphal.
Selvom der ikke mangler god musik på pladsen, er det ikke det eneste, der betyder noget.
- Jeg glæder mig til at se Scarlett Pleasure og Tobias Rahim, men for at være helt ærlig, så er det vigtigste ikke musikken, men samværet og det at føle sig fri igen, siger Simon Nordfjord.
Startskuddet til noget nyt
Wall of Sound i Horsens har tidligere ligget i september, men i år er de for første gang startskuddet til festivalsæsonen.
Michala Mellson, der er festivalleder, er lige så glad over at være tilbage på det grønne område ved Fængslet i Horsens som alle de festivalhungrende gæster.
- Man kan virkelig mærke, at folk har en helt anden sult her først på sæsonen, som vi jo aldrig har prøvet før. Det er ligesom at få køer på græs, siger festivallederen og fortsætter:
- Vi har jo alle sammen længtes efter det efter nedlukningerne.
Den gode musik kan også nydes i morgen lørdag ved Fængslet i Horsens.