muted

Børnene elskede hende, men hun ignorerede sin krops advarsler om, at der ikke var mere omsorg tilbage

Det var en kamp, hun ikke kunne vinde, da Lene Schack Pedersen ville hjælpe sin far ud af et misbrug. Så hun dedikerede sit liv til at hjælpe andre, indtil det knækkede hende.


Der var få minutter, indtil skoleklokken ringede på Sønder Stenderup Centralskole, og 34-årige Lene Schack Pedersen skulle undervise sine elever i 0. klasse.

Mens Lene kørte mod sin arbejdsplads, kiggede hun mod himlen. Den var ikke til at få øje på. En grå masse havde overtaget horisonten.

Da hun trådte ind på skolen, sendte hun et smil og et ’godmorgen’ afsted til kolleger og forældre, indtil hendes skoleleder gik forbi. Lederen stoppede op, tog et ekstra kik og prikkede hende på skulderen. Noget var ikke, som det skulle være.

Uden hun selv vidste det, skulle det blive hendes sidste dag som børnehaveklasseleder.

Lene Schack Pedersen er en del af en ny programserie på TV SYD ”Hvem er Daniel nu?,” hvor influenceren Daniel Hoff besøger fem syd- og sønderjyder for at høre om den rejse, der fik dem til at skifte spor i livet. 

Redningsplanerne

Lige siden Lene var barn, havde hun sørget for alle andre.

- Jeg troede, jeg kunne redde hele verden dengang.

Men der hvor hun ønskede at gøre en forskel, kunne hun ikke. Allerede som barn lagde hun mærke til, at hendes far ikke var som andre fædre. Han spurgte om de samme ting flere gange og fumlede med tingene. Hun opdagede alkohol gemt i bogreolen og bag kaffekanden. Hendes far drak en øl for meget, lidt for ofte.

- Han var altid kærlig og omsorgsfuld, så det gjorde mig ked af det, at han havde behov for at leve sådan.

Indtil Lene blev voksen, forsøgte hun flere gange at få ham i terapibehandling. Men uanset hvordan hun prøvede, kunne hun ikke ændre på farens misbrug.

Allerede som barn begyndte Lene at tage sig af andre.
Allerede som barn begyndte Lene at tage sig af andre.
Foto: Privatfoto

Det nederlag gjorde, at Lene fik et endnu større behov for at passe på andre. Hun blev uddannet pædagog, og andre fik hurtigt øjnene op for hendes omsorgsgen. Når Lene fremover blev præsenteret, blev hun kendt som ”pædagog-Lene.”

- Jeg kunne ikke andet end at give 120 procent som pædagog og børnehaveklasseleder, for nu vidste jeg, hvordan jeg havde det, når jeg ikke kunne hjælpe.

Men den ekstra indsats på arbejdet drænede hende langsomt.

Hemmelige vaner

Lenes humør matchede ofte børnenes. Hun var klar på leg, og hjemmefra var skoene udvalgt efter, hvilke der kunne fungere til rundbold. Hun elskede, at hun en dag kunne være en af de pædagoger, som hendes børnehaveklassebørn ville huske.

Men når hun trådte ind ad døren i sit hjem, og det var tid til hendes egne børn, var lunten kort. Det ene øjeblik kunne hun være den omsorgsfulde mor, det næste øjeblik kunne hun ikke rumme, at hendes egne børn græd.

I stedet vandrede tankerne ofte tilbage til dem, hun ikke kunne ændre alt for. Om aftenen kunne der gå timer, før Lene faldt i søvn, fordi hun lå og tænkte, at ingen havde brug for hende. Hver gang satte hun sig for, at hun måtte give endnu mere af sig selv næste dag for at blive uundværlig.

Uden at tænke over det, var hun begyndt at gentage et af sin fars gamle mønstre. Hun gemte chips og flødeboller overalt i huset. Når hun skulle aflede tankerne fra ansvaret, fandt hun det frem og spiste. Men det blev sjældent ved en enkelt flødebolle eller to. Det kunne ses på hendes krop.

Hun tog flere kilo på. Men hun havde ikke lyst til, at andre opdagede, hvor meget hun egentlig spiste. Så hun smed emballagen i brændeovnen og afviste overfor sig selv, at hendes mand og børn havde gennemskuet hendes mønster.

Samtidigt begyndte en tanke at falde hende ind. Hvad nu hvis hun kørte galt på vej på arbejde? Ikke slemt, men alligevel nok til at brække en arm. Så ville andre måske tage sig lidt af hende i stedet, og hun kunne få en pause?

Alarmklokkerne burde have ringet hos Lene, men det var først, da hun fik et prik på skulderen, at det hele væltede. 

muted

Sidste skoledag

Skolelederen trak Lene til side. Er du okay?

Det simple spørgsmål, som Lene så mange gange tidligere havde svaret ’selvfølgelig’ på, var pludselig ikke så enkelt længere. I et forsøg på at skjule de trillende tårer kom Lenes velplejede negle op til øjnene for at vifte saltvandet væk.

Men tåren blev kun afløst af en ny. Ikke et ord kom ud mellem de hulkende lyde, der virkede umulige at stoppe igen på trods af skolelederens kram og trøstende ord.

Lene blev guidet væk fra de mange spørgende ansigter og ind på et kontor.

Hvad der skete den dag, hvor skolelederen spurgte til hende, og hvorfor hun brød sådan sammen, ved Lene stadig ikke. Men der blev prikket hul på gråden, hun blev sygemeldt samme dag, og det blev begyndelsen på enden for pædagog-Lene.

quote

Det gjorde så ondt, at der var dage, hvor jeg ikke havde rørt mig

Lene Schack Pedersen

Da hun kom hjem fra skolen, satte hun sig i sofaen og stirrede. Udadtil stod alting musestille, men indadtil skældte Lene sig selv ud. Hun var vred over, at hun ikke havde reageret noget før. Nu så alle, hvordan hun i virkeligheden havde det.

Den tyngende fornemmelse i maven voksede.

Hun var ikke vant til, at det var hende, der havde brug for hjælp.

Alle var overbevist om, at Lene vendte tilbage som pædagog. Men allerede under sygemeldingen begyndte Lene at overveje, hvorvidt det ville være godt for hende.
Alle var overbevist om, at Lene vendte tilbage som pædagog. Men allerede under sygemeldingen begyndte Lene at overveje, hvorvidt det ville være godt for hende.
Foto: Privatfoto

Empati-træt. Sådan lød psykologens vurdering. Der var ikke mere omsorg at komme efter hos Lene. Det, hun hele sit liv havde identificeret sig med, var væk. Tilbage var et uoverskueligt tankemylder, som hun ikke længere skulle skubbe eller spise væk.

Hun fik besked på at sætte sig derhjemme og droppe de daglige gøremål, så hun ikke kunne flygte fra dem.

- Det gjorde så ondt, at der var dage, hvor jeg ikke havde rørt mig, når min mand kom hjem.

Fra at hun tog sig af alle andres børn, krævede det nu en dags kræfter bare at hente hendes egne fra skole, og selvom alle forventede, at pædagog-Lene ville vende tilbage efter sygemeldingen, begyndte Lene at gøre op med sig selv, om jobbet gjorde hende glad.

På et stykke papir skrev hun alt det positive og negative ved at være pædagog for at blive klar over, hvad hun egentlig tænkte om jobbet. Minussiden blev længere og længere. ”Dårlig mor,” ”humørsvingninger” og ”overspiser i smug” stod der blandt andet.

Der stod det klart, at hun ikke kunne vende tilbage til sit gamle liv.

muted

Afklaring

Hvad arbejder du så med? Lene fandt ud af, at det er et af de mest almindelige spørgsmål, og for første gang i sit liv vidste hun ikke, hvad hun skulle svare. For hun havde ikke længere det samme mål. Hun kunne ikke længere redde hele verden.

Samtidigt begyndte spørgsmålet også at nage hende. Kan det virkelig passe, at det er et job, der skal definere mig, tænkte Lene?

Hun trak et stykke papir frem og satte sig ved køkkenbordet. I midten af papiret skrev hun ordet ”brainstorm” med en blå kuglepen og tegnede en cirkel omkring det.

Hun kiggede ud i luften. Kuglepennen rørte ikke længere papiret. Hun forestillede sig, hvordan hun gerne ville være på en anden arbejdsplads. Gerne noget hvor hun arbejdede med mennesker, var kreativ og på samme tid uden for meget ansvar.

Så vendte hun blikket mod papiret og lagde mærke til sine lakerede negle. Hun huskede den veltilpasse følelse, når hun havde gjort noget ud af sig selv.

En lillepigedrøm dukkede op i hendes tanker. Hvad nu hvis hun kunne arbejde med at gøre andre smukke og glade?

Så greb hun kuglepennen igen, tegnede en streg ud fra sin cirkel og skrev ”negletekniker.”

muted

Nye valg

36-årige Lene sad omringet af unge piger, der var 15 år yngre. Alle havde de det samme formål: At blive uddannede negleteknikere. Men på trods af at Lene stak ud i mængden, havde hun sjældent følt sig så tilpas som nu. For her havde hun ikke ansvar for andre familier. I stedet sad hun ubekymret og fordybede sig i pynt på fingerspidserne.

Tre år efter sammenbruddet i skolegangen sidder Lene i dag i lyse lokaler som selvstændig negletekniker i Kolding med en læring for livet.

- Jeg er stolt af, hvad jeg laver i dag. Men jobbet bliver aldrig hele min identitet igen. Jeg fandt ud af, at det var alt for sårbart.

Sidst på dagen forlader Lene sine værker og tager hjem til sin familie. Uden at have arbejde eller ansvar med. Til gengæld har Lene overskud til trøst, leg og kram med hendes egne børn. Nu er det deres start på livet, hun koncentrerer sig om.

Du kan møde Lene i tredje program af ”Hvem er Daniel nu?” Afsnittet findes allerede nu på TVSYD PLAY og tvsyd.dk.  

muted