Esbjerg-sanger vinder talent-konkurrence

Bandet Karenina med vestjyden Anna Halkjær i spidsen vandt fredag talentkonkurrencen Quasar ved Jelling Musikfestival.

Seks bands var nået i finalen i talentkonkurrencen Quasar ved Jelling Musikfestival, og gruppen Karenina løb med sejren.

Bandets tre medlemmer er alle bosat i Odense, men forsanger Anna Halkjær er oprindeligt fra Esbjerg. Hun er på scenen flankeret af Emil Mathiasen på bas og trommeslager Jeppe Bredahl.

Vinderne fik stukket en tourplan i hånden ved siden af checken på 10.000 kroner. Det betyder, at trioen skal på turne de kommende måneder i forlængelse af konkurrencen i Jelling.

- Det er bare resultatet af meget hårdt arbejde. Det føles bare sindssygt godt at blive anerkendt på denne måde, sagde Anna Halkjær til TV SYD umiddelbart efter finalesejren. 

Bandet Karenina med festivalleder Lars
Bandet Karenina med festivalleder Lars
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Blanding af Marie Key og Anne Linnet

Festivalleder Lars "Charlie" Mortensen udråbte vinderen ved først at læse begrundelsen fra dommerne op:

- Vinderen har imponeret dommerpanelet med helstøbt personligt udtryk og en uangribelig håndværksmæssig performance. Der er temperament, dynamik og lydmæssig legesyge. Der er en stærk og karismatisk kvindelig sanger og sangskriver, der giver associationer til Marie Key og Anne Linnet, sagde han, inden han udråbte Karenina som vindere.