Jette og Mikael Pfeiffer fra Padborg fik tvillingerne Viktor og Sofia for ti år siden. Tre dage efter fødslen opdagede lægerne, at Viktor havde Downs syndrom. Kurt Leth genbesøger familien i ’Kaffe med Kurt’ lørdag aften.
Det var en kold dag i december 2009. Kun tre dage før juleaften.
38-årige Jette Pfeiffer sad med sine nyfødte tvillinger Viktor og Sofia i armene på Sønderborg sygehus. De var blevet født ved akut kejsersnit en måned før termin, men havde det godt selvom vægten kun var lidt over to kilo.
Jette og Mikael havde kæmpet for at få børn og nu var der endda kommet to. Livet var lykkeligt.
Se hvordan det gik, da Kurt besøgte familien i 'Kaffe med Kurt'
Så kom en ung læge ind på stuen og stillede Jette et spørgsmål:
- Ved du hvad Downs syndrom er?
- Ja, svarede Jette.
- Det tror vi, Viktor har, sagde lægen.
Jette fik et chok og tårerne fik frit løb. Hendes verden ramlede sammen. De havde fået tvillinger, hvor den ene havde Downs syndrom. Den anden var sund og rask. Hun vidste det ikke. Ingen skanninger havde opdaget det.
Og så skulle hun ringe til Mikael og fortælle, hvad lægen havde sagt.