Hanne hjælper andre kræftpatienter: - En skrøne, at vi ikke kan tage stilling til behandlingen

Med penge fra Knæk Cancer er Hanne Büchmann med til at give kræftpatienter større indflydelse på deres egen behandling.

- Det er virkelig en skrøne, at kræftpatienter ikke kan tage stilling til noget omkring deres behandling.

Det siger Hanne Büchmann, som i januar 2016 fik konstateret æggestokkekræft, der havde spredt sig i bughulen. Derfor fik hun fjernet sine æggestokke, livmoder, milten og blindtarmen med mere. 

quote

I mit liv er en spade en spade, og en skovl er en skovl, så derfor har jeg sat kryds ved, at jeg vil have mest mulig information.

Hanne Büchmann, kræftpatient, Hedensted

- Det lyder voldsomt, men det er ikke noget, jeg er mærket af nu. Ikke andet end jeg fik lavet en stomi, og det lever jeg helt fint med, siger Hanne Büchmann.

En spade er en spade

Udover at kæmpe mod sygdommen har hun haft overskud til et forskningsprojekt på Vejle Sygehus, der gør patienterne bedre til at tage beslutninger.

Patienterne får skemaer, hvor de svarer på, hvilke behandlingsmuligheder, de ønsker. Og hvor meget information de ønsker om muligheden for at overleve.

- I mit liv er en spade en spade, og en skovl er en skovl, så derfor har jeg sat kryds ved, at jeg vil have mest mulig information. Blandt andet vil jeg gerne vide alt om chancerne for at overleve og for at få tilbagefald, siger Hanne Büchmann.

Beslutninger om kemo

Patienter er ofte med til at tage meget store beslutninger. For eksempel er det et valg, om man ønsker kemoterapi med ét eller to stoffer, eller om man ønsker en operation eller en forsøgsbehandling.  

Det kræver selvfølgelig, at man bliver informeret om fordele og ulemper ved de forskellige valg. Men Hanne Büchmann oplever også, at selv små ændringer i behandlingen er vigtige for patienten.

- Min søn skulle konfirmeres, mens jeg var i kemobehandling på Vejle Sygehus. Derfor fik vi lavet en plan for mine behandlinger, så jeg ikke var helt kvæstet til konfirmationen. Det betød meget for mig, siger Hanne Büchmann.  

Patienter kender ikke valg

Forskningsprojektet fik 3,1 millioner kroner fra ”Knæk Cancer”, og det afsluttes først i 2020. Overlæge Karina Dahl Steffensen arbejder med projektet på Vejle Sygehus, og hun er tilfreds med erfaringerne indtil nu.

- Vi har opdaget, at mange patienter slet ikke er klar over, at de har nogle valgmuligheder. Så projektet går ud på at fremlægge de behandlingsmuligheder for patienten i et sprog, som patienten kan forstå, siger hun.

Sammen med lægen

Overlægen understreger, at den fælles beslutningstagning ikke betyder, at lægerne lægger ansvaret fra sig.

- Fælles beslutningstagning handler om at tage beslutninger sammen med patienten og ikke for patienten. Det er ikke sådan, at alle beslutninger bare skal skubbes over til patienten. Det handler om, at jeg skal hjælpe dig til at finde den løsning, der passer bedst til dig, siger Karina Dahl Steffensen.