Kræftramte Lone siger tak til Laila for støtten under sygdommen

I forbindelse med Knæk Cancer tager TV SYD hver dag i uge 43 ud og overrasker en række personer, der har ydet en ekstra indsats for nogen, der har været ramt af kræft.

I august 2020 fik Lone Rasmussen fra Kolding konstateret brystkræft. Siden har Lone modtaget strålebehandling på Vejle Sygehus, og hver eneste gang har hendes veninde Laila kørt hende til og fra sygehuset og hjulpet Lone med at holde styr på de informationer, Lone har modtaget på sygehuset.

Derfor har Lone Rasmussen skrevet til TV SYD og indstillet sin veninde til en buket blomster, som TV SYD overrakte til Laila foran Vejle Sygehus.