Kræftramt fodboldhold hylder træner: - Hvad kæmper vi for? Livet!

I forbindelse med Knæk Cancer tager TV SYD hver dag i uge 43 ud og overrasker en række personer, der har ydet en ekstra indsats for nogen, der har været ramt af kræft.

"Hvad kæmper vi for? Livet!"

Sådan lyder fodboldholdet FC Prostatas kampråb.

Holdet består af 20 mænd, der har eller har haft prostatakræft. To gange om ugen mødes de for at spille fodbold - og ikke mindst for at holde tredje halvleg i Vinding Idræts Centers cafeteria. Det er både godt for krop og sjæl.

I spidsen for holdet står træneren Knud Aage Ladefoged Hansen, der motiverer mændene til at møde op i regn og slud.

Nu takker holdet ham for den forskel, han har gjort for spillerne.