Nicoline knækker cancer med perleplader

10-årige Nicoline laver perleplader, som hun sælger hos den lokale købmand. Indtil nu har hun tjent 2.400 kr., og de går ubeskåret til Knæk Cancer.

På Nicolines skrivebord står tre plastikbøtter med perler.

Der er hvide perler, sorte perler og røde perler. Perlepladerne er spredt ud på bordet. De er runde, firkantede, og nogle har form som et hjerte. Nicoline sætter med trænet hånd perlerne på pladerne, og et genkendeligt billede kommer hurtigt til syne: Knæk Cancer-blomsten.  

quote

Dem, som har kræft, kan dø af det, og jeg synes, at de skal kunne leve lidt længere.

Nicoline Blirup, 10 år, Gadbjerg

Hele efterårsferien har 10-årige Nicoline Blirup fra Gadbjerg siddet ved sit skrivebord omgivet af perleplader. For Nicoline er det ikke kun en hyggelig hobby, for pladerne har nemlig et ganske særligt formål.

- Da min mor fortalte, at der snart var Knæk Cancer igen, så tænkte jeg, at jeg ville lave perleplader, som jeg kunne sælge og så give pengene til Knæk Cancer, fortæller Nicoline Blirup.

Nicoline Blirup laver billedet af Knæk Cancer blomsten på sine perleplader.
Nicoline Blirup laver billedet af Knæk Cancer blomsten på sine perleplader.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Alt går ubeskåret til Knæk Cancer

I vindueskarmen står en æske af pap. Den er dekoreret med blåt gavepapir og fyldt med perleplader. Alle er de strøget, pakket fint i poser og udstyret med håndskrevne prismærker.

- De store koster 25 kroner, og de små koster 15 kroner, fortæller Nicoline Blirup.

Æskens låg er slået op, og på indersiden står der: "Støt en god sag. Alt går ubeskåret til Knæk Cancer".

Æsken står normalt hos den lokale købmand, hvor de handlende har haft mulighed for at købe en perleplade, men i dag er den hjemme på værelset for at blive fyldt på ny.

Nicoline Blirup samler sine færdige perleplader i en æske. Æsken står for tiden hos den lokale købmand, så handlende kan købe Nicolines plader.
Nicoline Blirup samler sine færdige perleplader i en æske. Æsken står for tiden hos den lokale købmand, så handlende kan købe Nicolines plader.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Familien knækker cancer

quote

Da hun først fortalte mig om sin ide, undrede jeg mig over, hvor hun havde fået den fra; men den kom fra hjertet.

Katja Blirup, hjemmegående, mor til Nicoline

Nicoline har fået støtte til projektet af sin mor, Katja Blirup. Aftalen er, at mor betaler perlerne og hjælper med strygejernet, og så går de sammen fra dør til dør i Gadbjerg og sælger Nicolines perleplader.

- Da hun først fortalte mig om sin ide, undrede jeg mig over, hvor hun havde fået den fra; men den kom fra hjertet. Derfor vidste jeg, at vi som familie skulle støtte op om projektet, fortæller Katja Blirup.

Det er dog ikke kun Nicolines mor, der har bakket op om initiativet. Nicolines far og tre mindre søskende har også været med til at sætte perler på plader. Alle står de sammen i kampen mod cancer, for sygdommen har frarøvet dem to familiemedlemmer.

- Nicoline ikke har mødt min onkel, som døde af leukæmi, og hun husker knap nok sin oldemor, som døde af lungekræft. Men familie betyder meget for Nicoline, og det rører mig dybt, fortæller Katja Blirup.

Nicoline Blirup får hjælp af sin mor, Katja Blirup, til at stryge perlepladerne, før de pakkes i poser og får prismærker på.
Nicoline Blirup får hjælp af sin mor, Katja Blirup, til at stryge perlepladerne, før de pakkes i poser og får prismærker på.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Nicoline har solgt for 2.400 kroner

Ud over den ikoniske Knæk Cancer-blomst har Nicoline også lavet perleplader med billedet af Støt Brysternes lyserøde sløjfe. Hun har ikke tal på, hvor mange perleplader det i alt er blevet til, men hun ved præcis, hvor mange penge hun har samlet ind.

- Det er gået rigtigt godt. Jeg har tjent 2.400 kroner til Knæk Cancer, fortæller Nicoline Blirup.

Nicoline er heller ikke i tvivl om, hvad pengene skal bruges til:

- De skal gives til dem, der har brug for dem. Dem, som har kræft, kan dø af det, og jeg synes, at de skal kunne leve lidt længere, fortæller hun.

I uge 43 sælger Nicoline sine perleplader på torvet i Give, hvorefter hun sender det samlede beløb til Knæk Cancer, når det store indsamlingsshow løber af stablen lørdag.