TV SYD knækker cancer i aften - skal du være med?

TV SYD sætter sammen med TV 2 fokus på at knække cancer i uge 43. Satsningen kulminerer lørdag aften med en direkte udsendelse fra Hotel Koldingfjord, hvor hotellets kokke og en masse gæster skal skaffe penge til kampen mod kræft.

Hele denne uge har TV SYD været med til at sætte fokus på kræft. Gennem indslag og artikler her på www.tvsyd.dk har vi fortalt om den sygdom, som rigtig mange danskere får ind på livet.

Lørdag aften kulminerer vores dækning, når vi klokken 19.40 blænder op for programmet "Vi Er Der Direkte" live fra Hotel Koldingfjord. Her vil vært Christina Hoffmann guide seerne igennem en aften med masser af spændende mennesker og rørende historier.

Men det er ikke bare underholdning. Hele aftenen vil have til formål at samle penge ind til kræftforskning. TV SYD er nemlig en del af TV 2's indsamlingsshow Knæk Cancer, hvor hele Danmark går sammen om at samle penge ind til kræftforskning.

I "Vi Er Der Direkte" kan du bl.a. møde særligt indbudte gæster fra TV SYDs program Den Store Strikkedyst, og du kan byde på nogle af de flotte og varme ting, de har strikket i løbet af programmet. De penge, der kommer ind på auktionerne går selvfølgelig til Knæk Cancer.

Så se med i aften, og husk at have mobilen klar, så du kan give et bidrag til den vigtige sag.