Byrådsmedlem havde hørt rygter om bande i Vejle før knivdrab

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Birgitte Vind bad i sidste uge om en orientering om bandekriminaliteten i Vejle

Præcis en uge inden knivdrabet på Vestergade i Vejle tog socialdemokraten Birgitte Vind i Vejle Byråd initiativ til, at politikerne skulle sætte fokus på bandekriminaliteten i Vejle. Hun havde nemlig hørt rygter om, at en bande var ved at slå sig ned i området omkring Vestergade.

- Det har jeg gjort fordi, jeg havde hørt, at der var bandekriminalitet. Og fordi jeg selv har haft nogle oplevelser i Vestergade, hvor jeg har tænkt, at sådan plejer det ikke at være i Vestergade, siger Birgitte Vind (S) til TV SYD.

Med orienteringen håber Birgitte Vind at få afklaret, om der rent faktisk er begyndende bandegrupperinger i Vejle og omkring Vestergade, og hvad kommunen gør, for at sikre byens borgere.

- Afhængig af hvad den orientering kommer til at indeholde, så har jeg en forventning om, at borgernes sikkerhed kommer frem for alt, og at man får en oplevelse af, at man som borger i vejle kan færdes trygt og sikkert. Og jeg har en forventning om, at politiet holder ekstra øje og er synlige i området, siger Birgitte Vind (S) til TV SYD.

Økonomiudvalget i Vejle får orientering fra borgmesteren mandag den 13. juni.