13-årige Frederiks computerspil er spillet over 250.000 gange

Frederik Hvam Hansen er 13 år gammel og udvikleren bag spillet 'Arsenal of Guns', der er blevet spillet mere end 250.000 gange. Det har nu landet ham en plads som spiludvikler for firmaet Manticore Games.

Frederik Hvam Hansen er 13 år gammel og går til daglig i 8. klasse på Kolding Realskole. Umiddelbart en helt almindelig dreng i starten af sine teenageår, der går til håndbold og spiller computerspil.

Men Frederik spiller ikke bare computerspil - han udvikler også sine egne, og det er ikke længere bare på hobbyniveau.

Frederik Hvam Hansen udgiver sine spil under navnet WhamBros.
Frederik Hvam Hansen udgiver sine spil under navnet WhamBros.
Foto: Udklip fra spilplatformen Core

Interesse begyndte allerede for Frederik, da han var 10 år gammel og besøgte en kammerat. Hans kammerat sad selv og udviklede sine egne computerspil. Det, syntes Frederik, virkede spændende, så da hans ven spurgte, om han ville med ned i fritidsklubben Coding Pirates, sagde han naturligvis ja.

Her stiftede Frederik for første gang bekendtskab med at udvikle spil med hjælp fra en række frivillige IT-professionelle. Og det passede godt til Frederik, der altid har været meget kreativ.

- Da jeg var yngre, legede jeg rigtig meget med Lego, og jeg har også lavet mine egne små brætspil, fortæller han.

Men eventyret begyndte først for alvor nogle år senere, da han midt i en YouTube-video blev afbrudt af en reklame for spilplatformen Core, der er ejet af spilfirmaet Manticore Games. En platform, hvor man ikke bare kan spille spil, men også lave sine egne.

Coding Pirates

Coding Pirates er en non-profit organisation, der har en broget skare af IT-professionelle, lærere, programmører, forskere og entreprenører, der alle ser et behov for et tilbud til børn og unge, der vil styrke deres IT-kompetencer og kreativitet.

Coding Pirates har fokus på forskellige former for robotteknologi og -programmering samt kodning til spil og apps.

Kilde: www.cpkolding.dk

Arsenal of Guns

Da Frederik skulle lave sit første rigtige spil, var han ikke i tvivl om, hvad det skulle være - nemlig et skydespil. Han havde allerede spillet en række spil i samme genre, som for eksempel Call of Duty, hvilket han syntes var sjovt. 

Spilplatformen Core havde allerede indstillinger, der gjorde det muligt at lave sit eget skydespil, så Frederik gik hurtigt i gang. Spillet blev siden udgivet under navnet 'Arsenal of Guns' og er i skrivende stund blevet spillet over 250.000 gange.

- Det blev virkelig stort virkelig hurtigt, siger han.

Spilplatformen Core

Core er et gratis videospil med et integreret spiludviklings-værktøj, der er skabt af Manticore Games.

Deres spiludviklings-værktøj tillader brugere at skabe sine egne spil enten som singleplayer, hvor man spiller selv, eller multiplayer, hvor man spiller op til 32 spillere sammen eller imod hinanden.

Det blev udgivet i marts sidste år.

Og Frederik var bestemt ikke den eneste, der bemærkede, at hans spil hurtigt fik luft under vingerne.

- En måned efter udgivelsen sad jeg på bagsædet i bilen på vej hjem fra håndbold, og så fik jeg en e-mail. Den var fra Manticore Games, der ejer spilplatformen Core. De spurgte, om jeg ville tilknyttes deres firma som spiludvikler, og det kunne jeg så tjene lidt penge på, fortæller han.

Spild af tid at sidde foran computeren

Frederiks far, Morten Bjørn Hansen, har fulgt med i Frederiks udvikling og har også selv været en aktiv del af den. Efter Frederik sagde ja tak til Manticore Games' tilbud, skulle han nemlig oprettes i det amerikanske skattesystem, IRS, og det hjalp Morten ham med.

- Som så mange andre forældre har vi jo før sagt til Frederik, at han skulle stoppe med at spilde hans tid foran computeren. Men det kan vi jo godt se nu var ret dumt sagt, siger Morten Bjørn Hansen.

For Frederik Hvam Hansen har det absolut ikke været spild af tid. Senest er han blevet en del af et team af spiludviklere, som er ét af ti hold, der er blevet del af et acceleratorforløb på spilplatformen.

Frederik
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Og selvom Frederik er noget yngre end de andre spiludviklere på platformen, har det aldrig været et problem for ham.

- Det gør ikke nogen stor forskel. Jeg synes, det er sjovt at møde og tale sammen med voksne mennesker, og de synes også, det er fedt at være sammen med mig, siger han.

Acceleratorforløbet går ud på, at Manticore Games har udvalgt en række hold, som de vil hjælpe med at lave nye og gode spil til deres platform.

Som en del af forløbet har Frederik været til et start-up møde og modtaget en række minikurser med henblik på at gøre ham og hans hold endnu bedre til at lave computerspil. Frederiks rolle er at skabe modeller til spillet - det vil sige, at hvis der skal stå et træ i en have, så står Frederik for at lave træet til spillet.

Sammen med sit hold har Frederik udgivet og er ved at videreudvikle spillet Themepark Tycoon, der også ligger på spilplatformen Core. 

Det fungerer som et godt springbræt for den 13-åriges drøm om en dag at blive spiludvikler på fuld tid.

- Jeg synes, det er rigtig sjovt at sidde og lave mine egne spil, og der er altid noget nyt at give sig til, så det har jeg også lyst til at lave i fremtiden, siger han.