15-årig fra Almind er ny nordisk mester i karate

Nordisk mesterskab i karate blev afholdt i Kolding i dag – og det var en lokal dreng, der løb med titlen.

Efter tre intense kampe kan 15-årige Daniel Bruun nu kalde sig nordisk mester i karate.

- Det er svært at beskrive. Det er bare virkelig fedt, og jeg tror ikke, man kan beskrive det. Det er noget, jeg altid har drømt om. Der var selvfølgelig lidt nervøsitet hvor jeg tænkte ”måske taber jeg”. Men til sidste regnede jeg med, at jeg ville vinde, fortæller Daniel Bruun til TV SYD.

Der var tre modstandere i Daniel Bruuns klasse, og han vandt alle kampe - endda uden at give modstanderne et eneste point. Kampene blev vundet 4-0, 1-0 og 3-0.

- Det er rimelig stabilt, så jeg er godt tilfreds, men der er måske nogle små ting, der skal rettes.

Med sejrene over to nordmænd og én fra Estland kan Daniel Bruun fra Almind nu kalde sig nordisk mester i klassen kadet, herre +70 kg.

Daniel Bruun har dyrket karate i syv år, og han træner til daglig i klubben Kaizen Karate Do i Kolding.

Daniel Bruun under dagens opvarmning.
Daniel Bruun under dagens opvarmning.