23-årig arrestant død efter håndgemæng

Den 23-årige person, der har været bevidstløs siden i tirsdags efter et håndgemæng med betjente i Kolding Arrest, er afgået ved døden.

Det oplyser den 23-åriges forældre til Ekstra-Bladet, men dødsfaldet er blevet bekræftet af Sydøstjyllands Politi.

- Jeg har ikke flere oplysninger, forklarer politiinspektør Verner Pedersen til TV SYD.

Han begrunder det med hensynet til den videre efterforskning, men vurderer, at den indledende efterforskning er afsluttet sidst i næste uge.

Slukkede for respiratoren

Det er således fortsat uklart, hvad der har ført til den 23-åriges bevidstløshed og senere død.

Sydøstjyllands Politi har tidligere forklaret, at der opstod et håndgemæng mellem den arresterede og de betjente, der skulle flytte den unge mand til et andet afsoningssted.

Den nu afdøde kom aldrig til bevidsthed, og hans familie valgte ifølge Ekstra-Bladet i går aftes at slukke for den respirator, der havde holdt ham i live siden i tirsdags.