32-årig får lang fængselsstraf for drab på gravid ekskæreste

En 32-årig mand er dømt for at have dræbt sin gravide tidligere kæreste med adskillige knivstik i en lejlighed i Kolding.

Retten i Kolding har i dag dømt en 32-årig mand 14 års fængsel for at have dræbt sin tidligere kæreste med adskillige knivstik.

Den dræbte var en 31-årig kvinde fra Kolding, der var gravid. Drabet fandt sted i en lejlighed i Kolding den 10. august sidste år.

Udover 14 års fængsel skal manden også betale erstatning til kvindes familie.

Den 32-årige mand har erkendt at have dræbt sin tidligere kæreste med adskillige knivstik, men har bedt om betænkningstid i forhold til dommen.

Sagen kort:

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om dødsfaldet natten til den 10. august 2020. Det viste sig hurtigt, at kvinden ikke var død af naturlige årsager. Derfor blev dødsfaldet fra starten efterforsket som et drab med tekniske efterforskere, hundeførere, retsmediciner m.fl., der foretog undersøgelser på og omkring findestedet.

Den nu dømte mand blev hurtigt anholdt og varetægtsfængslet efter fundet af den dræbte kvinde, og han har siddet varetægtsfængslet siden.