460 medarbejdere i energikoncernen EWII skal helst møde på arbejde så hurtigt som muligt

Hos energiselskabet Ewii i Kolding er ønsket at få medarbejderne ud af hjemmekontoret og ind på arbejdspladsen hurtigst muligt. Det skulle have været onsdag, men nu bliver det tidligst den 17. januar.

Det er svært at overhøre statsministerens og sundhedsmyndighedernes opfordring om, at landets virksomheder skal lade alle de medarbejdere, der kan arbejde hjemme, gøre det.

Men det er en opfordring, og det er ikke alle, der har tænkt sig at følge den.

Eksempelvis energikoncernen EWII i Kolding.

Onsdag blev alle 460 ansatte testet for covid-19, og torsdag skulle de have mødt på arbejde, hvis de ikke var utrygge eller tæt på personer, der er i risikogruppen. Nu er det udskudt til 17. januar, og så vil direktøren ikke love at holde medarbejderne hjemme længere.

- Hvis vi kan indrette os med to meters afstand, åbner vi virksomheden. Kan vi ikke det, så må vi have nogle folk hjemme, siger administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn.

Planen om at få medarbejderne tilbage kommer midt i en tid, hvor de fleste sender folk hjem.

- Også kontroversielt at sende folk hjem

- Selvfølgelig er det et valg at beholde folk på arbejde, men det er også kontroversielt at sende folk hjem med en masse omkostninger, vi ikke taler om. Ensomhed hos medarbejdere, et stort arbejds- og velfærdstab, som kan være konsekvensen, mener han.

Tillidsrepræsentant hos EWII, Christian Holmgaard, føler sig tryg ved at følge firmaets anbefalinger.
Tillidsrepræsentant hos EWII, Christian Holmgaard, føler sig tryg ved at følge firmaets anbefalinger.

Planen er aftalt med både samarbejdsudvalget og tillidsrepræsentant Christian Holmgaard hos EWII:

- Jeg er helt tryg ved den måde, ledelsen har ageret på lige nu, og jeg har ikke hørt om nogen, der har haft problemer med den måde, vi har håndteret det på, siger Christian Holmgaard.

Politikere undrer sig

Men udenfor kredsen af Ewii-medarbejdere vækker udmeldingen opsigt.

- Når nu der er en generel anbefaling om, at man skal holde så mange medarbejdere hjemme som muligt, så synes jeg faktisk også, man i EWII bør vise det samfundssind, at dem, som man kan sende hjem og lade arbejde hjemmefra, dem bør man sende hjem, siger folketingspolitiker for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun får opbakning fra sin socialdemokratiske kollega Christian Rabjerg Madsen:

- Det er klart, at de anbefalinger, som kommer fra sundhedsmyndighederne og politikernes side, de kommer, fordi vi ønsker, at folk skal følge dem, og det vil også være min opfordring, siger Christian Rabjerg Madsen, MF, Soc.dem. 

- Statsministeren skal ikke lede virksomheder

Administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn er med på at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer:

- Statsministeren skal ikke lede virksomheder, men hensigten synes jeg, vi følger og til punkt og prikke.

Direktøren mener, den nye smitsomme britiske virusmutation kan kontrolleres med ekstra afstand. Og foreløbigt regner medarbejderne med, at han har ret:

- Jeg må også sige, at den udmelding, der kom i går fra sundhedsmyndighederne om den stærkt smittende virus, kan gøre, at situationen ser anderledes ud. Det er der ikke nogen, der ved endnu, siger Christian Holmgaard.

Energikoncernen prøver i tiden frem til den 17. januar på at indrette arbejdspladsen til, at medarbejderne kan vende tilbage.