50-årig druknet i Kolding Å

Den 50-årige mand, som søndag eftermiddag blev fundet druknet i Kolding Å, led af en sygdom, der kunne give svimmelhed. Dødsfaldet betragtes derfor som en ulykke, oplyser lederen af lokalpolitiet til TV SYD.

Den 50-årig blev fundet i åen ved Ålegården og OK-klubben. Meget tydede på, at han havde ligget i vandet i nogle timer.

- Efter ligsynet opfatter vi det som et ulykkestilfælde, siger vicepolitiinspektør Verner Pedersen til TV SYD. Han lider af en sygdom, som kan give svimmelhed, så vi formoder, at han er faldet i vandet på grund af det.

En 60-årig koldingenser opdagede den 50-årig i vandet. Der var ikke umiddelbart noget, der kunne tyde på en forbrydelse. De pårørende er underrettet.