52-årig lystfisker druknet i Kolding Havn

Folk på havnen i Kolding opdagede mandag liget af en lokal lystfisker i havnebassinet.

En 52-årig mand blev mandag morgen fundet død i Kolding Havn, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Liget blev opdaget af personer på lystbådehavnen, som så det drive rundt i havnebassinet. Politiet modtog anmeldelsen klokken 9.59.

- At dømme ud fra det tøj, han har på, så er der formentlig tale om en mand, der har været ud at fiske, sagde vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Hans Hoffensetz mandag formiddag til Ritzau.

Mandag eftermiddag lykkedes det politiet at identificere den døde. Der er tale om en 52-årig lystfisker fra lokalområdet.

Vagtchefen oplyser, at liget befandt sig cirka ti meter fra kajkanten, da det blev opdaget.

Hans Hoffensetz oplyser, at der ikke er tegn på, at manden skulle have været udsat for en forbrydelse.

- Der er formentlig tale om en drukneulykke, hvor manden er faldet i vandet, siger vagtchefen.

Lystfiskeren havde ifølge politiet ikke redningsvest på, da han blev fundet.