600 unge gik i stemmeboksen i nat

Der er masser af fokus på at få de unge til at gå ud og sætte deres kryds ved valget den 19. november. I nat kunne de unge ikke gå i byen uden også at gå en tur i stemmeboksen.

Unge der lørdag aften og nat skulle til fest på diskotekerne Crazy Daisy og Club Zweet i Kolding, startede festen med et politisk indspark.

Kolding Kommune og de to diskoteker havde nemlig i samarbejde opsat stemmebokse foran de to beværtninger, stemmebokse som de unge ikke kunne komme udenom.

Stemmeboksene var dog ikke udstyret med stemmesedler, som de vil være den 19. november. I stedet skulle boksene fortælle de unge budskabet om, hvor vigtigt det er at komme ned og få sat et kryds til valget.